Den gode tennismentalitet

… er baggrunden for identitet og succesfuld selvopfattelse i denne sportsgren.

Den rette mentalitet er med til at fastholde en udøver i et selvbillede som tennisspiller. Allerede i de unge juniorår må et barn opdrages til at agere i overensstemmelse med både samfundets acceptable adfærd og værdier, men også i henhold til god klubkultur samt etiketten for sportslig optræden.

Men hvad er de gode forudsætninger for at udvikle en sund holdning til tennis der kan være til støtte for et langt livs tennisengagement?

Professionalisme

Gode basisvaner & holdning til tennis

Det er ikke nok at have talent i tennis eller at have gode mentale færdigheder. Talent gør blot udøvere interessante, men god holdning er det der gør dem dygtige på sigt. I opdragelse og indgydelsen af gode holdninger, funderet i sunde samfundsværdier, ligger kimen til ægte vindere. Ikke kun i betydningen præmievindere, men udøvere, der lykkes, styrkes i selvværd og selvopfattelse og indfrier deres eget potentiale – samt indgår i sociale fællesskaber. Ægte vindere, vinder også andres respekt og agerer som gode rollemodeller. Det er mennesker, der kender sig selv godt, og evner at tænke udover sig selv.

Fundamentet for en god tennismentalitet er bl.a. udgjort af:

  • Stærk forældreopbakning
  • Sunde og stabile holdninger til det at træne og udvikle en tennisidentitet
  • Tidligt ansvar for selvtræning
  • Konstruktiv og nysgerrig adfærd under træning – også hvis træningen en dag forekommer kedelig
  • Villighed til meddelagtighed og medansvar for klublivet
  • Sunde livsførelsesvaner (kost, søvn, skole-fritid etc.)
  • Aktiv turneringsdeltagelse i en tidlig alder
  • Fairplaymentalitet og indtræden i rollen som rollemodel overfor andre tennisspillere
  • Respekt overfor forældre, trænere, turneringsledere og andre aktører i og omkring tennismiljøet

Værdier i tennis

Gode værdier til træning & turnering

På det overordnede plan er det er krav til tennisudøvere at de lærer værdien af følgende:

  • At motivere sig og forberede sig forsvarligt forud for en træning eller turnering
  • At komme til tiden
  • At komme til træning hver gang
  • At turneringsudfordring er gavnlig for spillerudvikling og forsat motivation for sporten
  • At møde op til træning, selvom du virker en smule træt og demotiveret – mød op med en holdning der siger “jeg vil få det meget bedre”
  • At melde afbud, når du ikke kan komme og at begrundelsen stemmer overens med dit ambitionsniveau
  • At forstå at gentagne afbud også indvirker på de andre holdkammeraters oplevelse af dig og klubsammenholdet
  • At høre efter hvad træneren siger og agere løsningsfokuseret
  • At fokusere på og koncentrere sig om en opgave til man får stillet en ny
  • At behandle træner med respekt og ikke bombardere ham/hende med spørgsmål, førend du selv har tænkt dig om
  • At yde det bedste du kan – HVER gang. Fx at løbe efter alle bolde (aldrig lade bolde hoppe 2 gange af magelighed)
  • At være åben overfor at samarbejde med andre spillere under træning – især de nye
  • At være indstillet på og selv tage initiativ til socialisering med øvrige spillere
  • At deltage i klubbens øvrige aktiviteter og selv være med i planlægningen heraf
  • At kommunikere ærligt og respektfuldt med andre tennisspillere og aldrig bagtale dem – heller ikke i forhold til styrkeforhold
  • At turde tro på egne evne og ikke give op for let
  • At være realist i forhold til egen udvikling i forhold til egen indsats og talent
  • At turde have ambitioner på egne vegne – uanset hvad de måtte bestå i og kæmpe for at leve op til disse
  • Osv.🙂

Se et eksempel på god etikette vedr. træning i Randers Tennisklub.

Hver klub har sine egne politikker omkring træning og klubliv. Start med at orientere dig via din klubs hjemmeside.

Vindermentalitet

Formlen for succes

Der er mange opskrifter på succes, men den rette indstilling fører næsten altid til et godt resultat. Der er mange faktorer der skaber en god og sund udvikling og i sidste ende gælder det om at føle at du lykkes med din sport – uanset resultatambitioner. Det giver stærkt selvværd og selvtillid.

Motivationsguroen Chris McDonald har givet os sit bud på en generel succesformel og denne lyder:

  • Succes = Evne x Forberedelse x Vilje x Indsats x Team

Interesserede læsere kan læse mere om McDonalds arbejde på chrismacdonald.dk

Det gælder om at danne sig en holdning til, hvilke værdier, man vil spille og udvikle sig efter og hvilken indstilling, dette indebærer. Derfor kan formlen variere for udøver til udøver.🙂

  • Kunsten er at matche ambitioner med evner og indsats
  • Den rette indstilling er et udtryk for et godt udviklingsfundament
  • Din succes skal afspejle den du er

Professionalisme

Dansk Tennisforbunds Profliste

Selvom dit barn ikke er professionel eller ønsker at blive det, kan du som forælder være med til at lære barnet at have en seriøs tilgang til sin sport, der i sidste ende udvikler dit barn og er medvirkende til at forme barnets karakter. Efterlevelse af anbefalede retningslinjer er med til at skabe en ramme for udvikling og spillermodning. Dansk tennisforbund har med Profliste – de 10 bud” præsenteret et seriøst bud på gode indstillinger, der fremmer professionalisme indenfor tennis.

En vinders DNA

Rasmus Ankersen, ekspert i talentudvikling og toppræstationsstudier, har skrevet en bog, der opsummerer de mentale holdninger og vaner, som forskellige danske topidrætsudøvere har til fælles.

Læs mere om disse vinderattityder på Winnerslab.dk og i bogen En vinders DNA.

Team Danmarks sportspsykologiske model

Team Danmark har udarbejdet en forskningsbaseret og holistisk sportspsykologisk model til fremme af en mere systematiseret og kvalificeret modning af idrætsudøvere på højt plan. Allerede i en ung alder kan man begynde at arbejde med modellens elementer. Hårdt arbejde er ofte ensbetydende med mange års øvelse og det er præcist hvad denne tilgang kræver.

  • Fordelen ved modellen er at du har en ramme at fokusere og målrette dit mentale arbejde ud fra🙂

Gode holdninger og en god indstilling gavner dig selv og dine omgivelser. Hvis du har den rette tennismentalitet, er du godt på vej til succes, udvikling som menneske og fantastiske oplevelser med tennissporten. Hvad mere kan du forlange?🙂

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s